Sangen om Tangvej


.
Melodi: "Mandalay"

Gengivet med venlig tilladelse af forfatteren: Svend Brandt.

© august 1996... Svend Brandt.
 

1. Her ved Begtrup vigens vande, ligger der et dejligt land.
Med vort blik mod Samsøs strande, ligger vores Thorup Strand.
Palmesuset hvisker ikke - templets klokker ringer ej.
Kom igen til Thorups strande - du kan sagtens finde vej.
Kom igen til Thorup Strand ad den gode gamle vej
kaldet Tangvej, som I kender - den er både trang og sej,
O, du vej til Thorup Strand, fyldt med huller støv og sand
og hvor biler brød som torden frem fra Mikkel Peters land!
2. Kære Tangvej, du er altid hovedemnet i vort lag.
Alle har vi vores mening - du gir grund til mangt et slag,
skal du have en gang høvl eller bare et læs grus,
så vi alle kan nå frem til vores kære sommerhus.
Kun af snavs den vej består - det bli'r værre år for år,
og vi føler os så lettet når vi frem til stranden når.
O, du vej til Thorup Strand, fyldt med huller støv og sand
og hvor biler brød som torden frem fra Mikkel Peters land!
3. Vi kan huske år tilbage, dengang børnene var små,
da var Tangvej ganske rigtigt egnet til at køre på.
Vi så Martin på sin cykel komme fløjtende og glad,
Basse med de gule krikker skulle ned og ha' et bad.
Alt var fredelig idyl, der var ingen råb og hyl,
der var ingen som der råbte: Giv mig strax et par albyl:
O, du vej til Thorup Strand, fyldt med huller støv og sand
og hvor biler brød som torden frem fra Mikkel Peters land!
4. Sejl mig ud på Begtrups vande hvor den sidste mand er først,
langt fra "Trangvejs" løse sande - her hvor mænd kan føle tørst:
Lad os dele et par grønne, mens vi ser på himlen blå,
vores kære Tangvej vil vi ikke mere tænke på.
Hvis vi ikke havde dig - selv om du er trang og sej
skulle vi jo rundt om Eg og Strands - den lange, lange vej.
O, du vej til Thorup Strand, fyldt med huller støv og sand
og hvor biler brød som torden frem fra Mikkel Peters land!
SB


Tak til forfatteren
På generalforsamlingen i "Grundejerforeningen for Thorup og Tved Strand" 20.07.2003, fik jeg tilladelse til at sætte "Sangen om Tangvej" ind på vores hjemmeside. Tak til forfatteren Svend Brandt for denne muntre hyldest til Tangvejen.

Jeg fik sangen umiddelbart efter generalforsamlingen 2003 og spurgte selvfølgelig, hvad initialerne "SB" stod for. "Svend Brandt", svarede han. En af de øvrige deltagende i generalforsamlingen oplyste mig om, at han er far til Steffen Brandt. "Steffen Brandt?", sagde jeg, "bør jeg kende ham? - Nåeh ja, det er jo ham, der også køber kartofler hos Poul fra Nyholm!" :-)